Dansk
English
SvenskaHvad er Flamenco?
Flamenco er en spansk andalusisk danse- og musikstil, der omfatter sang, guitarspil og håndklap. Flamenco beskrives ofte som værende fyldt med følelser og stor åndelig intensitet, og den udviser mange håndbevægelser og armbevægelser, hurtigt fodarbejde og halsbrækkende skrig, som ledsages af guitarens klimpring. Flamenco har rødder i sigøjner-, kristne, jødiske og mauriske traditioner, men overskrider i sidste ende de etniske grænser og er blevet en kunstnerisk udtryksform, der er meget populær over hele verden. Faktisk blev flamenco udpeget som en immateriel kulturarv af Unesco i 2010.
Oprindelse af Flamenco
Flamenco har en lang og farverig historie. Kunsten blev etableret i midten af det 18. århundrede i Andalusien, selv om dens rødder historisk set kan identificeres i mange andre kulturers kunstneriske udtryk – fra nomadiske sigøjnere til arabere, jøder og kristne. Alle disse kulturer har bidraget til udviklingen af flamencoen ved at blande elementer fra deres respektive kulturer i den karakteristiske flamencostil, der afspejler tid, religiøse overbevisninger og kultur i en multinational befolkningsbase. Med tiden var der også afrikanske påvirkninger, som satte deres eget fodaftryk, da afrikanere både passerede gennem Andalusien og på grund af slavehandelen i kolonitiden.
Flamencoens oprindelse går tilbage til det 18. århundrede med sigøjnerne som en afgørende indflydelse på dens udvikling. Men flamencoen får sin sande karakter fra den arabiske og jødiske kultur, som allerede havde blandet sig med andre kulturelle påvirkninger i det andalusiske samfund før ankomsten af sefardiske jøder og muslimer: alle disse kulturer mødtes og blandede deres forskellige kulturelle elementer (såsom dans og musik), da de levede side om side i hele Sydspanien.
Flamenco forbindes næsten altid med sigøjnerne. Måske fordi de er den gruppe, der har bidraget mest til dens opståen og udvikling. Sigøjnerne blandede alle disse multikulturelle elementer på en harmonisk måde. Og så dedikerede de sig til at sprede flamencoen uden for deres egen gruppe.
Flamencos multikulturelle rødder
De multikulturelle rødder i flamencoen afspejles i alle dens aspekter: dans, sang og guitarmusik. I sangen og musikken finder man f.eks. påvirkninger fra:
- Synagogesang
- gregorianske sange
- andalusiske folkesange
- traditionel andalusisk musik
- arabiske lyde
- Afrikanske rytmer
Flamencodansen er påvirket af traditionelle spanske danse, indiske danse, der blev bragt til Andalusien af sigøjnerne, og afrikanske danse. Ifølge historikeren José Luis Navarro García, forfatter til bogen Historia del Baile Flamenco, stammer flamencodans væsentlige karakteristika fra tre kulturer, der er begavet til musik og dans:
- Den andalusiske kultur bringer ynde, elegance, frækhed, friskhed og salt med sig.
- Sigøjnerkulturen bidrager med temperament og fortolkningsmæssig grusomhed.
- Den afrikanske kultur bringer sensualiteten i swagger og dens binære rytmer.
Dans, Sang og Guitar i Flamenco
I flamencoen smelter dans, sang og guitarspil sammen til et enkelt kunstnerisk udtryk. Når alle tre elementer er til stede, er det dansen, der forener alle elementerne.
Bailaoraen eller bailaoren fortolker de følelser, som cantaoren eller cantaoren udtrykker i cante. For at skabe sin dans bruger han eller hun flamencodansens sprog: arm- og håndledsbevægelser, continuos, drejninger, zapateos, rytmer og contratiempos. Bailaoren eller bailaoraen bliver også musiker. Guitaren og den percussion, som han eller hun spiller på i zapateo’en, bliver til et komplet stykke musik.
Fortolkningen i dansen afhænger meget af den type cante, der udføres. Hver flamenco cante eller palo har sit eget univers, sin egen tekstur, følelse og rytme. Bailaoren eller bailaoraen skaber sin dans i overensstemmelse med disse karakteristika ved cante’en. Han eller hun følger dog ikke et fast mønster af trin og bevægelser.
I stedet bruger bailaoren eller bailaoraen flamencodansens grundstruktur på en personlig måde, som kombinerer dansens tradition med deres egne udtryk. På denne måde giver strukturen mulighed for, at de tre elementer i flamencoens kunst kan smelte sammen i harmoni.
Smerte, Passion og Glæde i Flamenco
Flamenco er en kunst, der udtrykker dybe følelser. Den blev født som et middel til at udtrykke kunstnernes følelsesmæssige, sociale og endda politiske erfaringer.
Smerte, ensomhed, angst, fortvivlelse, kærlighed, hjertesorg, lidenskab og glæde er centrale temaer i flamencoen. Nogle flamenco-palos er endda opkaldt efter følelser, f.eks. soleá og alegría.
Man kan sige, at hver flamenco palo udtrykker en anden type følelse. Cante jondo eller cantes grandes udtrykker smertefulde og dybe følelser. Cantes fiesteros udtrykker glæde, sensualitet og lidenskab.
Men uanset hvilken følelse hver dans eller hver flamenco palo udtrykker, er der altid et fælles følelsesmæssigt element i dem alle. I flamencoen, hvad enten der danses eller synges, er der altid en katarsis, som kulminerer i en forvandling af en smertefuld eller dyb følelse til en lettere eller mere glædelig følelse.
